Der er efterhånden ikke mange tabuer tilbage i vores samfund. Selv tabuet incest og seksuelle overgreb på børn er i én eller anden grad brudt. Ialtfald i den forstand, at alle ved, at det sker. Men så kommer det næste og nok største tilbageværende tabu i vores samfund: Disse børn bliver også voksne.
Seksuelle overgreb på børn er naturligt nok meget svært at tale om. Det overskrider simpelthen alle almindelige grænser. Det vækker følelser, vi slet ikke bryder os om, så naturligvis beskytter vi os imod det. Problemet er bare, at den selvbeskyttelse går ud over de børn, der lever med det og de voksne, der har levet med det og som stadigt må holde sig selv og deres historie hemmelig og bære den alene.
Traumatisering af børn er et stort samfundsmæssigt problem, fordi det har så store konsekvenser og omkostninger for alle berørte – og vi er alle berørte af det i én eller anden forstand. Alle kender givetvis nogen, der har haft 'en hård barndom'. Herunder er der givetvis én eller flere personer, der har været udsat for fysiske overgreb i barndommen. Selvfølgeligt møder vi også alle mange misbrugte og misbrugere i dagligdagen uden at vide det. Statistikken siger, at ca. 10% af alle danske børn bliver udsat for seksuelle overgreb. Omregnet vil det sige, at det handler om ca. 600.000 mennesker i Danmark.
Det er et stort problem, at disse mennesker ikke findes i den kollektive bevidsthed. Ingen steder i det offentlige rum oplever de at være synlige og accepterede, fordi deres problem ikke omtales - accept af problemet er en forudsætning for accept af mennesket, der har problemet. Tavsheden opretholder den ramtes skamfølelse, den isolerer den ramte følelsesmæssigt, den skaber fremmedgørelse, ensomhed og afstand mellem mennesker.
Det kan lyde som om, at problemet dog 'kun' omhandler godt ½ mill. mennesker. Men det er ikke sandt. For disse menneskers psykiske eller følelsesmæssige skader føres i én eller anden grad videre til omgivelserne. D.v.s. at også familie, børn, venner og andre også vedvarende påvirkes på forskellig vis. Da de ramte ofte lider af meget belastende senfølger, der behandles symptomatisk, er det ufatteligt kostbart for statskassen og ofte fuldstændigt virkningsløst, mens der i praksis ikke er særlig hjælp at få til årsagsbehandling. Mange med senfølger er ikke i stand til at arbejde og må derfor også ofte kæmpe med det sociale og politiske system og oplever dermed retraumatisering.
Det er på tide, at der sker nogle holdningsændringer og man begynder at forholde sig anderledes til problematikken. Det gøres ved at få formidlet viden og oplysning ud i befolkningen, så emnet bliver mere alment. Folks grænser må strækkes, så det bliver acceptabelt at tale om, at man har været ude for seksuelt misbrug. På linie med, at man dog kan tale om, at man har været ramt af kræft, har mistet et barn etc. Det er smertefuldt, det er ubehageligt, det er svært at tackle – men den slags sker.
Så længe omsorgssvigt og overgreb på børn (ultimativt seksuelt misbrug) og følgerne heraf fornægtes og tabuiseres, vil intet forandres. Krænkerne er godt beskyttet af hele samfundet tavshed, så de uden frygt kan fortsætte med at krænke børnene. Samt der vil hele tiden blive skabt nye krænkere, fordi de dysfunktionelle mønstre ikke brydes - fordi der ikke er behandlingsmuligheder for de voksne. Derved opretholdes 'fødekæden'.
Tavsheden og hemmeligholdelsen er en væsentlig del af mønsteret, så når tavsheden er kollektiv, er problemet det også. Det er utroligt svært for de voksne, der har været misbrugte at turde åbne sig og tale - det kræver som et minimum at nogen vil lytte. Og hvem vil det?
